Konstitutionelt monarki

Et konstitutionelt monarki er et demokratisk regeringssystem, hvor statsoverhovedet er en monark, normalt under en skreven grundlov.

En undtagelse er Storbritannien, som har et af de ældste konstitutionelle monarkier men ikke har en skreven grundlov. Istedet fungerer institutionen under en samling af love, prerogatives og conventions (mangler oversættelse] som tilsammen former Storbritanniens uskrevne grundlov.

I et konstitutionelt monarki overgår posten som statsoverhoved ved arv indenfor en royal familie. I et konstitutionelt monarki er statsoverhovedet ikke regeringsleder, men den person hvis navn koordinerer det parlamentariske systems regeringsfunktioner. Der er undtagelser. Både Kongen af Sverige og Japans kejser er udelukket fra den praktiske proces i regeringsledelsen af deres landes moderne forfatninger. Begge lande betegnes dog som konstitutionelle monarkier.

Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke regerer landet i praksis. De fleste af de moderne konstitutionelle monarkier har deres oprindelse i tidligere mere magtorienterede monarkier, hvor monarken ofte styrede landet enevældigt. Det er ikke et krav i et konstitutionelt monarki at parlamentet/folketinget er demokratisk valgt, men dette er ofte tilfældet.

Danmark

I Danmark overgik vi fra enevælde til konstitutionelt monarki i perioden 1848-1849.

Selve overgangen i Danmark fra enevælde til folkestyre skete i fred og fordragelighed. Christian VIII havde i sin korte regeringstid (1839-1848) tilsyneladende læst skriften på væggen. Han var Danmarks sidste enevældskonge, men tillod et begrænset by- og landkommunalt selvstyre. Christian VIII anbefalede sønnnen Frederik VII at opgive enevælden, og da han samtidig ikke var synderligt interesseret i politik, underskrev han den 5. Juni 1849 Danmarks Riges Grundlov.